Spørgsmål.
— Har Kristen-Videnskabsmænd nogen religiøs trosbekendelse?
Svar.
— Nej, det har de ikke, hvis der hermed tænkes på faste dogmer.
Det følgende er en kort fremstilling af de vigtigste punkter, eller religiøse
trossætninger, i Kristen Videnskab.
1. Som Sandhedens tilhængere tager vi Bibelens inspirerede Ord som vor
fyldestgørende vejleder til evigt Liv.
2. Vi erkender og tilbeder én enerådende og uendelig Gud. Vi erkender
Hans Søn, én Kristus; Helligånden eller den guddommelige Talsmand;
og mennesket i Guds billede og lignelse.
3. Vi erkender, at Guds tilgivelse af synd består i tilintetgørelsen af synd
og i den åndelige forståelse, der uddriver det onde som uvirkeligt. Men
troen på synd straffes, så længe denne tro varer.
4. Vi erkender, at Jesu forsoning er bevis på guddommelig, virksom
Kærlighed, der åbenbarer menneskets enhed med Gud gennem Kristus
Jesus, Vejviseren, og vi erkender, at mennesket frelses ved Kristus, ved
Sandhed, Liv og Kærlighed, som den galilæiske Profet beviste det ved at
helbrede syge og besejre synd og død.
5. Vi erkender, at Jesu korsfæstelse og hans opstandelse tjente til at
opløfte troen til forståelse af evigt Liv, ja, af Sjælens, Åndens, althed og
materiens intethed.
6. Og vi lover højtideligt at våge, og at bede om, at det samme Sind må
være i os, som var i Kristus Jesus, at gøre mod andre sådan, som vi vil,
at de skal gøre mod os, og at være barmhjertige, retfærdige og rene.